Jeg skriver dette postkortet fra en fluktstol i en hage, høygravid, varm og ventende. Innen postkortet når fram har kanskje grasset blitt svidd av sola, og kanskje har barnet ankommet.
Jeg leser Naja Marie Aidts siste roman, Øvelser i mørke. Der skriver hun: «Stor og mægtig landede jeg på jorden med min klodemave, da livmoderen trak sig sammen, for at begynde det forunderlige arbejde det er, når et barn presses ud af en kvindes krop.»
Det venter vi på.
– Amalie